Marys kalender fyldt med kvinder

Kvinders rettigheder er en sag, der ligger kronprinsesse Mary meget på sinde.

Kronprinsessen er protektor for Landsorganisation af Kvindekrisecentre og deltager således fredag i åbningen af konferencen "Nordiske Kvinder mod Vold," oplyser kongehuset.

Landsforeningen tilbyder voldsramte kvinder og børn beskyttelse, støtte og rådgivning på krisecentrene og giver dem samtidig  redskaber til at leve et liv uden vold, skriver organisationen på deres hjemmeside.

Konferencen varer tre dage og handler om vold mod kvinder i et livsperspektiv. Arrangementet bliver indledt med en velkomst fra organisationens formand, hvorefter kronprinsessen vil åbne konferencen.

Derefter vil der gennem konferencedagene være præsentationer af kolleger fra Norge, Island, Færøerne, Sverige, Finland og Grønland. Ligeledes vil forskellige medarbejdere, eksperter og forskere holde oplæg med deres oplevelser og erfaringer vedrørende vold mod kvinder.

Kronprinsesse Marys kalender for oktober indeholder flere arrangementer med fokus på kvinder. I slutningen af måneden rejser kronprinsessen således til det centralasiatiske land Tadsjikistan, hvor hun blandt andet vil sætte fokus på sundhed hos mødre og børn.

I august afslørede kronprinsessen, at Danmark i 2016 skal være vært for verdens største globale konference med kvinder i centrum.

Newspaq

Dagens Gossip