Maskerede demonstranter og politi i Paris støder sammen

Skrevet af admin

14/06/2016

Dagens topnyheder

Adskillige hundrede maskerede demonstranter er stødt sammen med politiet i den sydlige del af Paris i forbindelse med de ugelange protester mod regeringens arbejdsmarkedsreform.

40 er såret under urolighederne, og 73 er anholdt, oplyser politiet. 29 af de tilskadekomne er politifolk.

Det var begyndt som en almindelige demonstration mod arbejdsmarkedsreformerne, men den udviklede sig voldeligt tirsdag eftermiddag.

Det kommer, samtidig med at politiet er dybt optaget af at sørge for sikkerheden under europamesterskaberne i fodbold i Frankrig og ikke mange timer efter en terrorhandling i Paris, der har kostet en politimand og hans kone livet.

De maskerede demonstranter kastede med genstande efter politiet, som svarede igen med tåregas og vandkanoner.

Strejker har lukket Eiffeltårnet og skabt store forsinkelser i Paris' kollektive trafik, som blandt andet skal fragte titusinder af europæiske fodboldfans rundt.

Demonstranterne trængte ind på en byggegrund, hvor de begyndte at kaste med byggemateriale efter politiet.

Billeder viste en mand, der blev ført væk af politifolk i kampuniform, med blodet flydende fra et sår over øjet. Han er klædt i en t-shirt, der er gennemvædet af blod.

Ifølge politiet var der mellem 75.000 og 80.000 mennesker i Paris, som deltog i demonstrationerne. Den radikale fagforening CGT siger, at op mod en million har været på gaden tirsdag i hovedstaden. Der blev også demonstreret andre steder i Frankrig.

Strejkerne, der har stået på den seneste måned, har ramt lufttrafikken og jernbanerne. Der meldes om mangel på brændstof mange steder, og affald hober sig op i Paris gader, efter renovationsarbejderne har nedlagt arbejdet.

- Jeg har deltaget i alle demonstrationerne siden marts fordi jeg ønsker at leve i værdighed og ikke bare for at overleve, siger den 26-årige tekniker Aurelien Boukelmoune, der deltager i protesterne i Paris.

- Jeg ønsker, at reformerne trækkes tilbage, hverken mere eller mindre. Først da vil det holde op. Så for regeringens skyld, så skal de trække lovene tilbage, ellers vil vi blokere det økonomiske liv, advarer han.

Regeringen vedtog arbejdsmarkedsreformerne i begyndelsen af maj per dekret ved at benytte sig af en sjælden benyttet regel i forfatningen. De nye love gør det lettere at fyre ansatte, og arbejdstiden kan efter aftale mellem lønmodtagere og arbejdsgivere gøres fleksibel, så længe arbejdsugen i gennemsnit holder sig på 35 timer.

/ritzau/AFP