Maskerede mænd får syv års fængsel for drabsforsøg

Skrevet af admin

21/06/2016

Mest læste i dag

Tre mænd straffes tirsdag hver med fængsel i syv år, efter at en familiefejde udviklede sig til et drabsforsøg i Brabrand. Den ene har desuden fået en betinget udvisningsdom.

Afgørelsen er faldet i Retten i Aarhus, som i sidste uge slog fast, at mændene forsøgte at dræbe, da de skød efter en 23-årig mand i Brabrand vest for Aarhus.

Om dommen siger anklager Jacob Balsgaard Nielsen fra Østjyllands Politi:

- Jeg er meget tilfreds med, at retten også lægger vægt på de omstændigheder, som anklagemyndigheden fandt skærpende i forhold til straffen.

- Der var tale om tre mand mod en, der var en vis forudgående plan, og skyderiet fandt sted i et offentligt område i Gellerup, siger han.

30-årige Fadi Nizar Chahrour, 26-årige Niyaz Chahrour og 33-årige Mohammed Ali Ismail skød efter den 23-årige i august 2015. De opsøgte offeret foran hans hjem på Janesvej i Brabrand iført grinende masker.

Mændene affyrede tre til fire skud mod den 23-årige, der blev ramt i foden, mens han forsøgte at flygte fra overfaldsmændene. Derfor vurderede retten, at de tre mænd havde til hensigt at dræbe.

Skyderiet er resultatet af en familiefejde, der har stået på i længere tid. Konflikten mellem familierne har tidligere ført til blodige opgør og voldsdomme. Ifølge anklageren har den baggrund også påvirket sagen.

- Relationerne i sagen har gjort, at vi har brugt noget tid på at finde ud af, i hvilket omfang skyderiet har bund i familiekonflikten. Vi har desuden også været nødt til at vurdere, hvordan det har påvirket de forklaringer, der er afgivet, siger han.

Alle tre gerningsmænd har anket dommen til frifindelse.

/ritzau/