Maskerede mænd stikker fængselsbetjent ned i bagerbutik

Skrevet af admin

18/06/2015

Dagens topnyheder

Københavns Politi jagter tre mænd, der torsdag aften stod bag et groft overfald på en fængselsbetjent, der var på vej hjem fra sit arbejde i Vestre Fængsel.

Den 43-årige fængselsbetjent kommer cyklende ad Enghavevej, da en lille, sort Peugeot med tre maskerede mænd standser op foran ham, og to af mændene springer ud.

- De griber fat i hans cykelstyr og vælter ham omkuld, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Henrik Vedel, til Ritzau.

Det lykkes fængselsbetjenten at komme på benene, og han forsøger at stikke af.

- Men de indhenter ham og slår ham i hovedet med noget værktøj, så han falder om. Derefter stikker de ham to gange i ballen og én gang i låret, fortæller Henrik Vedel.

Den 43-årige er torsdag aften udenfor livsfare.

Efter overfaldet stikker gerningsmændene af i retning mod Sjællandsbroen.

Bilen var forsynet med stjålne nummerplader, der senere bliver fundet på Jagtvej ved nummer 34.

- Vi vil derfor meget gerne tale med folk som har bemærket en lille sort Peugeot eller noget mistænkeligt i området omkring klokken 19.30, siger Henrik Vedel.

Politiet mener, at mændene i bilen har fulgt efter fængselsbetjenten fra han forlod sit arbejde i Vestre Fængsel, til de overfaldt ham på Enghavevej ved Sydhavn Station.

- Det er meget groft. Det er et rigtigt grimt overfald, fastslår Henrik Vedel.

- Om det er ham personligt de er efter, eller om han bliver overfaldet, fordi de vil overfalde en fængselsbetjent, ved vi ikke, fortsætter han.

Overfaldsmændene var af udenlandsk herkomst, men derudover har politiet ikke noget signalement af dem.

Kim Østerbye, der er formand for Fængselsforbundet, er chokeret over overfaldet.

- Jeg har ikke ord for, hvor rystet jeg er. Det var et koldt og kynisk overfald. Mændene gik målrettet efter vores kollega. Det siger noget om, hvor råt fængselsmiljøet er, siger han i en udtalelse torsdag aften.

- Jeg håber han er ok og sender min dybeste medfølelse.

Han beder politikerne om at sætte mere ind mod overfald mod betjente i deres fritid.

- Det er langt fra første gang, at vi ser fængselsbetjente blive overfaldet på gaden på grund af deres arbejde. Det her problem bliver politikerne nødt til at tage meget mere alvorligt, siger Kim Østerbye.

/ritzau/