Maskerede unge angriber politiet i Paris med flasker

Skrevet af admin

26/05/2016

Dagens topnyheder

Maskerede unge kaster med flasker mod politiet i Paris, der svarer igen med tåregas, mens demonstrationer er undervejs i mange byer mod den socialistiske regerings arbejdsreform.

Det er omkring 100 unge, der har revet sig løs fra en demonstration i den franske hovedstad, som er arrangeret af fagforeningerne.

De smadrer butiksruder og bilruder på deres vej gennem Paris' gader, rapporterer en journalist fra nyhedsbureauet AFP, der befinder sig på stedet.

Tidligere på dagen sagde premierminister Manuel Valls, at han er klar til at ændre visse dele af den arbejdsreform, som regeringen i sidste uge vedtog gennem et sjældent benyttet dekret - altså uden at parlamentet har haft lejlighed til at stemme om reformen.

Men Valls afviser, at kernen i den nye arbejdsreform kan ændres. Den indeholder blandt andet arbejdsgivers ret til at benytte sig af fleksibel arbejdstid og lettere adgang til at fyre medarbejdere.

- Denne lov er god for lønmodtagerne, for den sikrer dem flere rettigheder. Den er også god for iværksættere, fagforeninger og de unge. Loven er til gavn for landet, sagde Valls.

Præsident François Hollande, der er til G7-topmøde i Japan, bakkede sin premierminister op.

Ved middagstid begyndte der i en lang række byer demonstrationer mod loven, som er arrangeret af fagforeningerne.

Torsdag formiddag har de franske atomkraftværker reduceret produktionen med fire gigawatt på grund af faglige blokader på landets værker.

Strejker og blokader af olieraffinaderier har medført, at mange tankstationer er løbet tør for brændstof.

Konfrontationen mellem regeringen og de faglige organisationer er en af de mest alvorlige udfordringer, som Hollande har stået over for som præsident, og det sker kun et år før, der er præsidentvalg i Frankrig.

/ritzau/dpa