Maskeret gruppe fjernede blomster til attentatmistænkt

Skrevet af admin

16/02/2015

Mest læste i dag

Flere personer har lagt blomster ud for det sted på Svanevej i det københavnske Nordvestkvarter, hvor den 22-årige terrormistænkte Omar Abdel Hamid El-Hussein blev skudt ned af politiet og dræbt, efter at han selv åbnede ild mod ordensmagten.

Både mennesker med indvandrerbaggrund og etniske danskere mindes den formodede gerningsmand til weekendens terrorangreb.

Blandt dem var Steen, der ikke ønskede at oplyse sit efternavn.

- Jeg har lagt blomster, fordi det er synd for ham. Han må have haft det svært, og folk, der ikke forstår det, de må mangle empati. Han var jo også et menneske, sagde han.

Den holdning møder dog ikke megen forståelse hos Lise Thomsen, der selv bor i kvarteret.

- Ved at lægge blomster her, viser folk sympati for manden og det, han har gjort. Men sympatien skal ligge i Krystalgade (hvor en 37-årig mand blev dræbt foran den jødiske synagoge, red.), ikke her, siger hun.

Sent mandag eftermiddag blev alle blomsterne fjernet fra stedet af en større gruppe mørkklædte og maskerede mænd.

Ifølge TV2 News, der talte med flere af mændene, skyldes det, at det ikke er muslimsk tradition at lægge blomster for de døde. Ingen af de fremmødte ville dog udtale sig til kamera.

I stedet for blomsterne blev der sat to stykker papir op med en tekst på henholdsvis dansk og arabisk med et ønske om, at den afdøde måtte hvile i fred.

Billederne af blomsterne på gerningsstedet har floreret på flere sociale medier mandagen igennem.

Mange er blevet stødt over, at man på den måde mindes en formodet gerningsmand til to terrordrab.

/ritzau/