Maskeret mand med kniv røver tankstation

Klokken 21.35 blev Q8-tankstationen på Herningvej i Ringkøbing røvet af en ung mand, der med en kniv truede sig til at få udleveret et ukendt pengebeløb fra kassen. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

»Der er tale om en ung mand, der er 165 til 175 centimeter høj, og som talte dansk med accent. Han var iført en mørk eller sort jakke af mærket North State, grå handsker, sorte bukser og sorte sko samt sort maskering over underansigtet,« siger vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden løb efter røveriet væk i ukendt retning, og politiet havde tidligt fredag morgen ikke andre spor i sagen end overvågningsbilleder fra tankstationen.

Har man oplysninger, der kan bidrage til opklaringen af sagen, bedes man kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på telefonnummer 114.

Dagens Gossip

Dagens TV