Maskeret røver truer sig til 10.000 kroner i København

En bevæbnet mand røvede natten til torsdag en spillehal på Holmbladsgade på Amager i København.

Spillehallen var lukket, men der var stadig en person til stede bag disken. Røveren slap væk med 10.000 kroner, fortæller central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kristian Aaskov.

- Han knuser ruden i en dør og truer en person med en sort pistol med sølv på, siger han.

Røveren, der ankom til spillehallen kort før klokken 4, beskrives som udlænding, der talte dansk. Han havde en sort jakke og en sort maske på.

- Vi har sikret nogle spor dernede, som vi skal have undersøgt. Blandt andet nogle dna-spor, lyder det fra efterforskningslederen.

Efter røveriet flygtede personen derfra i retning mod Strandlodsvej.

/ritzau/

 

Dagens Gossip