Masseanholdelse efter fodboldkamp ender i retten

Politiets masseanholdelse af 484 fodboldtilskuere efter en superligakamp mellem Brøndby og FCK søndag 1. december skal nu behandles ved domstolene.

Det skriver Politiken, der har hørt fra advokat Christian Dahlager, som repræsenterer cirka 370 tilskuere, der har klaget over politiets ifølge dem uberettigede frihedsberøvelse efter kampen.

- Jeg har modtaget et brev fra Københavns Vestegns Politi om, at man har valgt at indbringe sagen for retten, og det har jeg så meddelt mine klienter, siger advokaten til avisen.

Politiet anholdt præventivt tilskuerne efter bestemmelserne i politiloven, da det på vej mod S-toget kom til sammenstød mellem politiet og fodboldtilhængere fra begge klubber.

De anholdte blev sat i strips på rad og række og har efterfølgende klaget over, at de sad på kold asfalt i flere timer uden mulighed for at tisse eller få oplysninger om deres videre skæbne.

- Jeg har foreslået, at sagen blev løst med erstatninger for uberettiget anholdelse, men politiet mener, at deres anholdelser har været fuldt lovlige, så derfor har de indbragt det for retten, siger Christian Dahlager.

Politiinspektør Michael Kristiansen fra politiet på Vestegnen ønsker ikke at kommentere sagen overfor Politiken før efter nytår.

Men Christian Dahlager sammenligner episoden med masseanholdelserne under klimakonferencen COP15 i København i 2009.

Her blev politiet i to retsinstanser dømt for ulovlige frihedsberøvelser.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at man ikke har forstået princippet i COP15-sagen om, at man ikke bare må kaste det store net ud, når man vil anholde, siger Christian Dahlager til Politiken og tilføjer:

- Nu skal det blive interessant at se, om en fodboldkamp skal bedømmes anderledes end en COP15-demonstration.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV