Masseflugt på grund af hårde kampe i afrikansk kupstat

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Nye hårde kampe har sendt flere tusinde mennesker på flugt i Den Centralafrikanske Republik, oplyser Læger Uden Grænser, som beder FN og andre hjælpeorganisationer om at optrappe hjælpeindsatsen i landet.

Det er anden gang inden for to måneder, at indbyggerne i den nordøstlige del af republikken er blevet drevet på flugt af kampe mellem den væbnede gruppe Anti-Balaka og styrker fra den tidligere oprørsgruppe Séléka.

Séléka-oprørere, hvoraf mange var fra Tchad og Sudan, afsatte præsident Francois Bozize i marts, og siden er kaos og vold taget til.

Denne gang er det byen Bouca med 15.000 indbyggere, som er hårdest ramt.

- Der er et akut behov for humanitær hjælp til Den Centralafrikanske Republik. Kampene i Bouca understreger, at landet, der har 4,6 millioner indbyggere, kan drukne i vold, siger lægen Hilde Brun Andersen fra Læger Uden Grænser

- Den Centralafrikanske Republik er i færd med at blive en yngleplads for ekstremister og væbnede grupper i en region, som allerede lider under konflikt, sagde FN's vicegeneralsekretær Jan Eliasson til FN's Sikkerhedsråd tidligere i denne uge.

- Et land i hjertet af Afrika synker ned i komplet kaos lige foran øjnene af os. Situationen kræver umiddelbar og beslutsom handling, tilføjede han.

Landets tidligere koloniherre, Frankrig, har varslet, at det er indstillet på at bidrage med yderligere 800 soldater ud over de 410, som allerede befinder sig i hovedstaden Bangui.

Håbet med en eventuel FN-styrke er, at man kan genoprette ro og orden, efter at oprørere styrtede præsident François Bozize i foråret, men siden mistede kontrollen over landet, der er på størrelse med Frankrig.

Den fattige og kupplagede stat har kæmpet med vold og politisk ustabilitet, siden den blev selvstændig i 1960. Det er trods store forekomster af guld, diamanter og uran en af de mindst udviklede stater i Afrika.

/ritzau/AFP