Masseprotest i Bangkok: 100.000 går på gaderne

Skrevet af admin

09/12/2013

Dagens topnyheder

Et meget stort antal demonstranter er mandag gået på gaden i Thailands hovedstad, Bangkok, for at vise deres utilfredshed med landets regering.

Det sker til trods for, at den thailandske premierminister for kort tid siden har meddelt, at hun vil opløse parlamentet og afholde valg så hurtigt som muligt.

- Fremmødet klokken 10.30 (lokal tid, red.) anslås at være 100.000, siger en politikilde i Centret for Administration af Fred og Orden, der er blevet oprettet for at tage sig den seneste tids politiske uroligheder i det sydøstasiatiske land.

De mange demonstranter håber på at vælte premierminister Yingluck Shinawatra og samtidig udradere det såkaldte "Shinawatra-regime", som også omfatter Thaksin Shinawatra, der er tidligere premierminister og Yinglucks bror.

Den korruptionsdømte politiker opfattes af demonstranterne som den virkelige leder i Thailand, og Yingluck Shinawatra beskyldes for at være en marionetdukke.

/ritzau/AFP