Masser af anmærkninger i eurolandes budgetplaner

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Selv om ingen af de 13 eurolande, der fredag for første gang får deres budgetplaner gransket af EU-Kommissionen, får besked om, at de skal skrive deres finanslovsforslag om, er der masser af løftede pegefingre.

Blandt de store lande er det især Italien og Spanien, der får alvorlige røde mærker i karakterbogen.

Begge lande får besked om, at der med deres aktuelle planer er fare for, at de ikke overholder kravene i vækst- og stabilitetspagten.

For Italiens vedkommende på grund af den offentlige gæld, mens problemet for Spanien er det offentlige underskud.

Der er også advarsler om, at det normalt stærke euroland Finland er i alvorlig fare for ikke at leve op til reglerne.

Frankrig klarer sig lige igennem uden en egentlig anmærkning.

Men der er også en kraftig advarsel om, at det franske finanslovsforslag for næste år kun lige nøjagtig opfylder kravene, så der "ikke er plads til fejl" på den allerede aftalte kurs mod at bringe underskuddet ned.

Og uden for eurozonen får Polen besked om, at landet ikke har gjort, som det har fået besked på for at få rettet op på sit offentlige underskud.

Der er en konstatering af, at polakkerne har forsøgt at lappe hullet til næste år med en engangsindtægt fra omlægning af pensionssystemet. Men også en klar besked om, at det ikke løser problemet på længere sigt.

Fredagens omfattende analyse fra EU-Kommissionen er en del af den såkaldte two-pack, der er et nyt led i eurolandenes øgede koordinering af deres økonomiske politik.

De 13 eurolande, der ikke i forvejen bliver nøje overvåget, fordi de er underlagt et støtteprogram, skal i midten af oktober sende deres finanslovsforslag til Bruxelles for at få tjekket, at de lever op til alt det, de har lovet hinanden.

De vigtigste krav er, at deres offentlige underskud ikke må overstige tre procent af bruttonationalproduktet (BNP), og at de skal følge en aftalt plan for deres afvikling af gælden, hvis den overstiger 60 procent af BNP.

Kommissionens analyser skal drøftes i detaljer på et særmøde blandt eurolandenes økonomi- og finansministre næste fredag.

/ritzau/