Masser af boliger udsender giftige dampe

Langt størstedelen af alle boliger, kontorer, og skoler fra 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne er inficeret af PCB, og de boliger indeholder materialer med så høje koncentrationer, at de udgør en risiko for mennesker og miljø, skriver ing.dk.

Kortlægningen af miljøgiftens udbredelse i Danmark kommer i en omfattende rapport udarbejdet af konsortiet Grontmij/COWI for Energistyrelsen og Miljøstyrelsen, og eksemplerne i boligerne er talrige: Dampene fra PCB kommer fra betongulve, linoleumsgulve, vandrør og vinduer.

Med rapporten har rådgiverne blandt andet undersøgt malerprøver, termoruder, fugemasser, gulvbelægninger, lysstofarmaturer og kondensatorer fra danske boliger for at danne sig et billede af, hvor meget PCB de indeholder, og hvor miljøgiften findes.

Kortlægningen viser, at op mod 62.700 boliger i etageejendomme samt en- og tofamiliehuse indeholder materialer, hvor indholdet af PCB er på over 5000 mg/kg.

Den grænse er afgørende, fordi så høje koncentrationer giver boligejere grund til at frygte, at mennesker og miljø bliver påvirket, lyder det fra rådgiverne bag rapporten, professor og ekspert i PCB, Lars Gunnarsen, fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI).

- Så høje koncentrationer i vægge eller gulve er et klart fingerpeg om, at man har et problem. Materialerne bør indsamles i en fart. De er farlige at røre ved og lækker PCB ud i miljøet, siger Lars Gunnarsen.

En lang række stikprøver i boliger har i rapporter i perioden fra 2009 til 2012 vist, at materialer med PCB-koncentrationer på 5000 mg/kg netop kun er et "fingerpeg" om problemerne.

Både høje og lave koncentrationer af PCB kan give sundhedsskadelige dampe, men kun målinger af indeluften kan afsløre det med sikkerhed, og det er præcis, hvad forskerne er i gang med.

Den netop offentliggjorte PCB-rapport er kun den første af to planlagte. I denne første del har rådgiverne fokus på koncentrationerne af PCB i materialerne, mens anden del - der kommer til efteråret - vil gå mere i dybden med, hvor meget PCB der er i indeluften, skriver ing.dk.

Når anden del er klar, har Energistyrelsen og Miljøstyrelsen et overblik over, hvilke materialer i bygningerne der typisk forurener luften. Alligevel har styrelserne valgt at offentliggøre første del nu.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV