Masser af vinderslag sendte suveræn Wozniacki videre

I anden runde ved WTA-turneringen China Open besejrede hun rumæneren Monica Niculescu 6-3, 6-1.

Hermed indkasserede Caroline Wozniacki 80 verdensrangliste-point. Men der skal flere på kontoen, hvis hun skal forvandle sin nuværende 13. plads på 'race-listen' til den krævede top 8-placering.

Til vinderen af China Open, hvor Caroline Wozniacki triumferede i 2010, er der 1.000 point. Erobrer hun disse, er kvalifikationen med sikkerhed i hus.

I kampen mod Monica Niculescu, der til slut virkede træt, afkræftet og uden tro på egne evner, leverede Caroline Wozniacki solidt spil. Blandt andet blev hun noteret for 24 vinderslag mod rumænerens blot syv.

Nu venter det 20-årige amerikanske stortalent, Sloane Stephens, der spillede sig videre ved at besejre canadieren Eugenie Bouchard 6-1, 1-6, 4-6.

- Det kan blive et brag af en kamp, siger den tidligere danske topspiller og nuværende tenniskommentator på TV3 Sport, Tine Scheuer-Larsen, og tilføjer:

- Stephens både server og bevæger sig godt. Caroline besejrede hende sidst (i New Haven i august, red.), men det var jævnbyrdigt. Hvis Caroline skal vinde, skal hun i forhold til kampen mod Niculescu et gear op. Men jeg synes, at der på Carolines vegne er grund til at være optimist. Hun spiller i øjeblikket mere aggressivt end længe set. 

I Caroline Wozniackis lodtrækningshalvdel spillede den amerikanske verdensrangliste-etter Serena Williams sig videre med en sejr på 6-4, 7-5 over Francesca Schiavone.

- Vinder Caroline og Serena begge i næste runde, kan de møde hinanden i kvartfinalen. Den kamp tror jeg kan blive rigtig sjov, siger Tine Scheuer-Larsen.

Dagens Gossip