Masser af vold og trusler mod speciallærere

Det viser ny dansk forskning, der har undersøgt hyppigheden af vold og trusler i fire forskellige brancher.

På arbejdsmedicinsk klinik i Herning har fire forskere haft kriminalforsorgen, psykiatrien, ældreplejen og specialskolerne under lup med fokus på forekomsten af vold og trusler mod de ansatte.

- Det er meget overraskende, at de ansatte på specialskolerne er udsat for så mange trusler og vold i deres dagligdag, siger psykolog og forsker Lars Peter Andersen og fortsætter:

- Naturligvis kan vi ikke vurdere alvoren af truslerne og graden af vold ud fra vores undersøgelse, og formentlig påvirker en trussel fra et barn med ADHD mindre end en kriminel, der ofte har en voldelig løbebane i forvejen.

Lars Peter Andersen pointerer dog, at en vigtig faktor i ligningen også er, at for eksempel fængselsbetjente er rustet til både vold og trusler gennem deres uddannelse, hvilket lærere på specialskoler slet ikke er.

I Danmarks Specialpædagogiske Forening mener man ikke, at man kan ruste specialskoleansatte - der oftest er uddannede folkeskolelærere - gennem målrettet uddannelse.

- Vi er en udsat gruppe. Det kan man ikke gøre noget ved. Men det er vigtigt, at man bagefter kan få snakket episoden igennem - det, vi kalder supervision, siger bestyrelsesmedlem Kai Pedersen til metroxpress.

- Truslerne skal også ses som et råb om afmagt, fordi eleverne ikke kan overskue situationen. Og det skal man som speciallærer lære at afkode.

 

Dagens Gossip