Masseslagsmål og skyderi ved Parken: Tre er stukket ned

Et masseslagsmål ved Parken udviklede sig natten til søndag dramatisk.

Tre personer er blevet stukket ned foran sportsarenaen efter en fest på sportsbaren Lions & Barrels.

- En enkelt har været i livsfare, men skulle være uden for livsfare igen, siger Tommy Keil, efterforskningsleder på Station Amager, til Ritzau.

Der er også blevet affyret skud uden for Parken, men politiet har ikke fået nogen meldinger om, at personer skulle være såret af kuglerne.

- På et tidspunkt er der to af grupperingerne, der skyder mod hinanden. Umiddelbart er der ikke nogen, der er ramt, siger Tommy Keil.

Ifølge efterforskningslederen har der været "utroligt mange mennesker" til stede på Parkens sportsbar.

Det er endnu uvist, hvad der har udløst masseslagsmålet, som fandt sted omkring klokken 03:45.

Tommy Keil fortæller også, at der er "en del anholdte" i sagen, men politiet har endnu ikke overblik over situationen.

- Vi er ved at lave en undersøgelse af gerningsstedet og finde ud af, hvad vi kan finde i det område med vores hunde, siger Tommy Keil.

Efterforskningslederen bekræfter, at der er fundet patronhylstre på stedet, men han kan endnu ikke sige, hvor mange gange der er blevet affyret skud.

Københavns Politi har afspærret et større område foran sportsarenaen over mod Østerbro Stadion.

Se video fra gerningsstedet herunder: 

Dagens Gossip