Massiv opbakning til de danske håndboldherrer

De danske håndboldherrer har en formidabel opbakning i deres jagt på guldet under VM i Spanien. I weekenden nåede opbakningen på de sociale medier nye højder, da Facebook-siden Håndboldherrerne, som Totalkredit og DHF står bag, rundede 100.000 tilhængere. Den massive støtte og interesse for holdet glæder landstræneren.

- På landsholdet var vi både ydmyge og pavestolte, da håndboldherrerne under OL rundede 50.000 fans – og at vi nu er på den anden side af 100.000 er ganske enkelt ufatteligt. Når man er af sted for at repræsentere Danmark, håber man naturligvis på, at det bliver fulgt med en vis form for interesse derhjemme, men at nå så kolossal en opbakning på Facebook ligger langt på den anden side af vores vildeste drømme. På hele holdets vegne vil jeg derfor sende en hilsen til hver eneste på siden, der bakker op om os med det løfte, at vi vil gøre vores yderste for at gøre os fortjent til jeres enorme opbakning. Tusind tak skal I have – alle sammen, siger landstræner Ulrik Wilbek.

På håndboldherrernes Facebook-side er der under VM kommet omkring 3.000 nye tilhængere om dagen, og flere end 70.000 er aktive på siden og deler deres begejstring og støtte til spillerne.

Håndboldfans tror på medaljer

Opbakningen til håndboldherrerne fra de mange fans er helhjertet. En undersøgelse udarbejdet af Totalkredit på den populære Facebook-side viser, at knap 90 % af fansene tror på, at de danske håndbolddrenge kommer hjem med enten guld-, sølv- eller bronzemedaljer.

Efter søndagens overbevisende sejr over Tunesien er Danmark nu blandt de otte nationer, der er gået videre til kvartfinalerne. VM slutter med finalen på søndag.

Dagens Gossip

Dagens TV