Massivt flertal i Norge vil forblive uden for EU

Norge ser ikke ud til at nærme sig et medlemskab af EU foreløbig.

Kun hver femte nordmand ser gerne, at Norge melder sig ind i EU, mens syv ud af 10 er decideret imod. Det viser en meningsmåling, som aviserne Nationen og Klassekampen bringer lørdag.

Modstanden mod at blive en del af den europæiske klub, som i øjeblikket består af 28 lande, har været stabil i Norge over det seneste årti.

Men på trods af den generelle modstand mod EU, er der ikke flertal i befolkningen for at melde Norge ud af den såkaldte EØS-aftale, der knytter Norge tæt til EU-lovgivning på mange områder.

Ifølge kritikere gør det tætte samarbejde Norge til et de facto medlem af EU.

- Vi ser, at vi via EØS-aftalen nærmer os et EU, som vi har sagt nej til. Nu vil regeringen for eksempel se på postdirektivet på ny. Det et det eneste direktiv, som vi har brugt vores vetoret på, siger Kathrine Kleveland, som er leder af bevægelsen Nei til EU og medlem af Senterpartiet.

Hun oplyser, at Nei til EU har som mål at overtale fagforbundet LO til at blive modstander af EØS-aftalen.

- Vi arbejder mod at få flest mulige forbund under LO til at gå ind for at droppe EØS-aftalen. Vi arbejder målbevidst frem mod LO-kongressen i 2017, siger Kathrine Kleveland.

I en kronik i Klassekampen advarer lederen af Arbeiderpartiet, Jonas Gahr Støre, mod konsekvenserne af at skrotte EØS-samtalen.

Det ser Kleveland som et tegn på, at Gahr Støre frygter EØS-modstanden:

- Det havde han ikke gjort, hvis han ikke følte, at han var nødt til det. Vi ser, at EØS-debatten nu er begyndt at røre på sig.

Tidligere på måneden meddelte et andet nordisk land - Island - at det trækker sin ansøgning om at blive medlem af EU tilbage. Ansøgningen blev indsendt i 2009.

Island er dog ligesom Norge fortsat en del af EØS-samarbejdet.

/ritzau/

Dagens Gossip