Matas-overskud daler efter børs-indtog

Matas - den nye stribede dame på fondsbørsen - fastholder sine forventninger til årets resultat i sit regnskab, der netop er blevet offentliggjort.

Resultaterne for første kvartal (Matas har forskudt regnskabsår) viser, at Matas fik et overskud efter skat på 42,6 millioner kroner. Det er en smule lavere end overskuddet på 59,8 millioner kroner i samme periode sidste år.

Det lavere resultat skyldes engangsomkostninger i forbindelse med børsnoteringen på 28 millioner kroner. Korrigeret for engangsomkostningerne og nedskrivninger på nogle af kædens varemærker landede overskudsgraden (EBIT-margin) på 16,9 procent - en stigning fra 16,7 procent sidste år.

»Første kvartal 2013/14 var en vigtig milepæl i Matas' historie med den succesfulde notering af selskabets aktier på NASDAQ OMX Copenhagen. Vi er stolte over den store interesse, der har været for vores virksomhed og takker medarbejderne for det store engagement, der er årsagen til, at vi står hvor vi gør i dag,« siger administrerende direktør Terje List i en børsmeddelelse. 

Omsætningen stiger svagt

Omsætningen landede i første kvartal på 803 millioner kroner, hvilket svarer til en vækst på 3,7 procent i forhold til sidste år. Tager man effekten fra nye Matas-butikker fra, svarer væksten til 2,5 procent.

Virksomhedens frie pengestrømme - indtægter fra drift minus udgifter til investeringer - landede på 3,2 millioner kroner, hvilket er markant lavere end de 89,7 millioner kroner sidste år.

Det skyldes primært, at Matas-kæden har ophobet større mængder varer på lagrene for 50-60 millioner kroner efter at have etableret et nyt centralt lager for skønhedsprodukter i luksusklassen.

I løbet af det seneste kvartal har Matas erhvervet 100 procent af aktierne i Estetique-butikkerne i Danmark, derudover har selskabet lanceret et nyt butikskoncept ved navn Stylebox med åbning af to nye butikker i juni måned samt overtaget Matas i Ringkøbing.

Medarbejderne vil nu få mulighed for at blive medejere af Matas. Der vil blive udbudt 43.375 medarbejder-aktier i september 2013 til en kurs på 80 procent af gennemsnitskursen på fondsbørsen i perioden 28. august 2013 til 10. september.

Dagens Gossip