Matchfixing-klub klager over udelukkelse

Den ukrainske fodboldklub Metalist Kharkiv vil som planlagt spille Champions League-kvalifikationskamp mod tyske Schalke 04 i næste uge.

Ukrainerne blev onsdag udelukket fra de europæiske klubturneringer i den kommende sæson på grund af en matchfixingsag, men Metalist Kharkiv anker dommen fra det europæiske fodboldforbund (Uefa) til den internationale sportsdomstol (CAS).

Det meddeler det tyske nyhedsbureau dpa.

CAS forventer at komme med en beslutning fredag. Uefa har allerede meddelt, at Schalke i stedet for ukrainerne skal møde græske Paok Saloniki, som blev sendt ud af kvalifikationen til Metalist Kharkiv i sidste runde.

Tidligere på måneden fastholdt CAS en afgørelse fra Ukraines fodboldforbund om, at Metalist Kharkiv og en anden klub FC Karpathy skulle betale bøder på hver 145.000 kroner for matchfixing af en kamp i april 2008.

CAS stadfæstede også en dom fra det ukrainske fodboldforbund om at fratage Metalist Kharkiv tredjepladsen i ligaen i samme sæson, ligesom karantæner på fem år til én spiller og tre år til fem andre spillere blev stadfæstet.

Desuden fik Metalist Kharkivs direktør fem års karantæne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip