Mathias Zanka: Håber at jeg spiller mod HJK

FC København har været meget aktive i sommerens transfervindue, og særlig midterforsvaret har fået en ordentlig overhaling.

Mathias Zanka Jørgensen, Mikael Antonsson og Per Nilsson er hentet ind til at kæmpe om de to pladser sammen med Kris Stadsgaard.

Det har indtil nu skabt en del rotation på pladserne, hvilket også betød, at Zanka blev bænket i kampen mod AaB i weekenden.

Han håber derfor, at han får lov til at starte inde i torsdagens Europa League-kamp mod HJK Helsinki.

- Eftersom jeg sad ude i kampen mod AaB, håber jeg selvfølgelig, at det er mig, der starter inde i kampen mod HJK.

- Jeg vil jo helst gerne spille alle kampe, men det er fint, at der bliver roteret, når vi har så mange gode på pladsen, siger Mathias Zanka Jørgensen.

Han mener, at rotationsprincippet er med til at holde alle spillere skarpe.

- Det gælder om at være skarp, hver gang man får chancen. Ellers får man ikke lov til at spille næste gang, og det synes jeg, er fint, siger Mathias Zanka Jørgensen.

Af de fire midterforsvarer er Kris Stadsgaard den eneste, der endnu ikke har fået spilletid i denne sæson på grund af en skade.

/ritzau/

Dagens Gossip