Matti Breschel forlader Tour de France på en båre

Cykelrytteren Matti Breschel (Cannondale) er udgået af Tour de France.

Det er et styrt på 14. etape, der har tvunget den 31-årige dansker til at stige af cyklen i det franske etapeløb.

TV2 Norges reporter, der befinder sig på en motorcykel, oplyser til TV2 Sporten, at Breschel befandt sig bagest i feltet, da tre ryttere røg ned.

Danskeren pådrog sig ifølge reporteren skader på højre ben og knæ, og det var umuligt at fortsætte cykelløbet. Han blev lagt på en båre og kørt væk i en ambulance.

Cannondales sportsdirektør, Charles Wegelius, oplyser til TV2, at Matti Breschel var på vej op gennem feltet, da en Cofidis-rytter, angiveligt Daniel Navarro, væltede foran ham.

I et forsøg på at undvige en anden rytter, blev Breschel ifølge Wegelius ramt af en bil.

Meldingen om Breschels exit kom på et tidspunkt, hvor der manglede 50 kilometer af lørdagens etape.

Breschel er den anden dansker, der udgår af Touren. Michael Mørkøv måtte opgive på 8. etape, efter at han i flere dage havde forsøgt at komme sig over et styrt på 1. etape.

/ritzau/

Dagens Gossip