Matti Breschel: Kun Tinkoff-Saxo var i billedet

Skrevet af admin

09/08/2014

Dagens topnyheder

Rygterne har svirret længe, og lørdag blev det så offentliggjort. Danske Matti Breschel tager endnu en sæson hos cykelholdet Tinkoff-Saxo.

Det var en glad og lettet Matti Breschel, der efter lørdagens første etape af Post Danmark Rundt kunne fortælle pressen, at han har forlænget sin kontrakt med Tinkoff-Saxo.

Han afslører samtidig, at kun Tinkoff-Saxo har været en mulighed.

- Der var ikke andre hold inde i billedet. Jeg prøvede i sin tid lykken hos Rabobank, hvor jeg ikke havde det nemt, og jeg tror heller ikke på, at det er nogen god idé at skifte hold hele tiden. Så jeg er glad for at kunne blive her, siger han.

Danskeren er samtidig glad for at blive på et hold, der kun ser ud til at forstærke sig yderligere til den kommende sæson.

- Jeg er glad for at være en del af det her spændende og ambitiøse hold med en ambitiøs sponsor og en ambitiøs ejer.

- Det bliver fedt at være en del af til næste år med alle de nyindkøbte ryttere, siger Breschel, der også glæder sig til at køre sammen med den nyindkøbte verdensstjerne Peter Sagan.

- Vi kommer til at køre for den stærkeste mand lige nu, nemlig Peter Sagan. Nu må vi se, hvor godt kørende jeg er til klassikerne, men jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe holdet, siger han.

Netop forårsklassikerne er en af Breschels spidskompetencer, og det må forventes, at han her bliver en vigtig hjælper for Sagan.

Matti Breschel har fået en etårig kontraktforlængelse hos Tinkoff-Saxo.

/ritzau/