Matti Breschel tager et år mere hos Tinkoff-Saxo

Skrevet af admin

09/08/2014

Mest læste i dag

Cykelrytteren Matti Breschel forlænger sin kontrakt med Tinkoff-Saxo med et år, så den også gælder i 2015.

Det skriver holdet i en pressemeddelelse kort efter afslutningen på 4. etape i Post Danmark Rundt.

- Det har været min plan at fortsætte, så det er rart endelig at kunne afsløre det, siger Matti Breschel.

- Jeg nyder at være på holdet, hvor jeg har været det meste af min karriere.

I næste sæson bliver han dermed holdkammerat med den slovakiske stjerne Peter Sagan, der blev præsenteret tidligere på ugen.

Derfor vil Breschel ikke blive førsteprioritet i løbene, hvor de begge deltager.

- Vi får et virkelig spændende hold næste år. Mit klare mål er at hjælpe holdet så meget som muligt, lige meget om det er ved at vinde løb eller støtte holdkammerater.

- Jeg føler, jeg kan præstere hele året, men det er ved forårsklassikerne, at jeg vil ramme mit højeste niveau, siger Breschel.

Matti Breschel kom til Tinkoff-Saxo fra 2013-sæsonen, efter han havde kørt for Rabobank i to sæsoner.

Inden da havde den nu 29-årige rytter kørt for Bjarne Riis' hold gennem hele sin karriere.

Gennem karrieren har han hentet flere fornemme sejre, blandt en etapesejr i Vueltaen i 2008.

Desuden sluttede han på medaljeskamlen ved VM i både 2008 og 2010, hvor det blev til henholdsvis bronze og sølv.

/ritzau/