Maveonde tvinger Brøndby-angriber til europæisk afbud

Brøndby-træner Thomas Frank må se bort fra flere spillere, når han torsdag skal sammensætte holdet, der skal spille returkamp på udebane mod Omonia Nicosia i kvalifikationen til Europa League.

Angriberen Ronnie Schwartz er nyeste skud på stammen af ukampdygtige spillere på den københavnske vestegn.

Lejesvenden fra franske Guingamp er ramt af et maveonde og er derfor ikke med i kampen på Cypern.

Midtbanespilleren Christian Nørgaard er derimod kommet sig ovenpå sin periode med sygdom, men han er endnu ikke frisk nok til at spille på førsteholdet.

Derfor er han blevet hjemme for at træne med henblik på at kunne spille reserveholdskamp på mandag mod FC København.

I forvejen er landsholdsanfører Daniel Agger ude i flere uger på grund af en skade.

Torsdagens kamp begynder klokken 18. Det første møde i Brøndby sluttede uden scoringer.

/ritzau/

Dagens Gossip