Mavevirus forhindrer Federer-comeback i Miami

Skrevet af admin

25/03/2016

Dagens topnyheder

Tennispublikummet ved Miami Open havde lidt af en lækkerbisken at se frem til fredag aften dansk tid.

Det schweiziske ikon Roger Federer skulle møde argentineren Juan Martin del Potro, men kampen er aflyst, da Federer har måttet opgive at spille på grund af en mavevirus.

Turneringen skulle ellers være Roger Federers comeback til toptennis ovenpå en knæoperation.

Han har ikke været i kamp siden årets første grand slam-turnering, Australian Open, i januar.

- Jeg har ikke haft det godt de seneste dage, og desværre har jeg fået det dårligere de seneste 24 timer. Jeg havde virkelig glædet mig til mit comeback, men jeg er ikke i stand til at spille.

- Jeg forsøgte at varme op denne morgen, men det stod helt klart, at jeg ikke kunne spille, siger Roger Federer.

Nu må han i stedet sigte efter grussæsonen, der indledes i april. Den næste Masters 1000-turnering, som turneringen i Miami også har status af, spilles i Monte Carlo fra 10. april.

I Miami skal Juan Martin del Potro i stedet møde landsmanden Horacio Zeballos i anden runde i Miami. Del Potro er selv ved at spille sig tilbage i form ovenpå flere håndledsoperationer.

Han fejrede sin største triumf tilbage i 2009, da han vandt US Open efter et storstilet comeback i finalen mod netop Roger Federer.

/ritzau/dpa