Maze: EM-stævne kan ikke kun hænge på mig

EM har taget afsked med turneringens største publikumsmagnet, efter at Michael Maze sensationelt tabte i første runde.

Men den danske bordtennisspiller vil ikke bære ansvaret for, om bordtennis-EM i Herning, der fortsætter helt frem til søndag aften, ender som en succes eller en fiasko - eller noget midt imellem.

- Jeg kan ikke tage mig af, om folk er skuffede. Jeg kan ikke bruge min tid og energi på, om arrangørerne og andre er kede af, at jeg har tabt.

- Hvis de er det, så må Danmark enten producere nogle bedre bordtennisspillere, eller også må man lade være med at tage sådan et arrangement, hvis det hele skal afhænge af mig, mener Michael Maze.

- Jeg er selvfølgelig selv skuffet og må også bare erkende, at jeg ikke har været parat. Jeg har ikke været mentalt forberedt.

- Det har været svært efter OL, hvor det hele peakede, og bagefter er jeg røget ned i en bølgedal, forklarer Maze.

Danskeren tabte i første runde helt uventet til den østrigske kvalifikationsspiller Stefan Fegerl, der vandt 4-2 over Maze. Fegerl blev allerede slået ud i anden runde, da han mødte svenske Jens Lundquist.

 

Dagens Gossip