Maze har OL 2016 i kikkerten

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

Andenpladsen ved Europa Top-12 for nylig viste, at Michael Maze langt fra er færdig som bordtennisspiller.

Og den 32-årige tidligere EM-guldvinder har efter et par vellykkede hofteoperationer fået appetit på mere.

- Finalepladsen i Lausanne kom som en stor overraskelse, og den har været alt sliddet værd.

- At jeg så tidligt i mit comeback kan klare mig godt, giver mig blod på tanden til mere. Jeg elsker at mærke suset og lever for de store turneringer. Og så er det, som om jeg kan mere med mine hofter end nogensinde tidligere. Jeg er blevet meget mere smidig, siger han til Børsen.

Lysten rækker endda så langt som til OL i Rio i 2016. Hvis ellers kroppen vil, er Maze klar til endnu en olympisk turnering.

- Hvis hofterne gør ondt igen, er jeg parat til at hive stikket, men lige nu har jeg mere lyst til bordtennis end længe.

- Jeg har stadig store ambitioner, og jeg vil lyve, hvis ikke OL i 2016 så småt er på vej ind under huden på mig. Det er en god tidshorisont, hvis jeg skal i kampform, siger han til avisen.

Hvis Michael Maze kvalificerer sig til OL i Rio, vil det være femte gang, at bordtennisspilleren deltager ved de olympiske lege.

Han vandt bronze i herredouble i Athen i 2004 med Finn Tugwell.

/ritzau/