Maze og Roskilde Bordtennis klar til Champions League

Roskilde Bordtennis BTK 61 er tilbage i Champions League i den kommende sæson efter en pause på tre år, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Det bliver med et hold bestående af blandt andre Allan Bentsen, Finn Tugwell og det danske topnavn Michael Maze, der i sidste måned annoncerede, at han vender tilbage til Roskilde Bordtennis, som han ellers forlod i 2010.

Trioen, der atter er samlet efter en længere pause, præsterede i 2005 at blive europamestre med det danske landshold.

Roskilde Bordtennis har fire gange tidligere været repræsenteret i Champions League - henholdsvis i 2008, 2009, 2010 og 2011.

- Vi er fantastisk glade for at være tilbage i Champions League, siger sportschef Allan Bentsen.

- Med gode kræfters hjælp i erhvervslivet er det lykkedes at få samlet det gamle hold suppleret med et par talentfulde unge - Claus Nielsen og Andreas Dilling.

- Vi glæder os til igen at kunne vise verdensklasse-bordtennis i Roskilde og med en Michael Maze på vej tilbage i topform, håber vi på en god placering, siger han.

Der er 16 europæiske hold med i Champions League-turneringen, som afholder lodtrækning i Wien om en uge. Her er Roskilde Bordtennis seedet som nummer 13.

Sidste sæson vandt det franske hold Potoise finalen over Gazprom Orenburg fra Rusland.

/ritzau/

Dagens Gossip