Maze slår rekord i flest podieplaceringer

Med en sejr i sæsonens sidste løb, afsluttede det slovenske skifænomen Tina Maze en imponerende sæson i fornem stil.

I schweiziske Lenzerheide vandt Maze sin 11. World Cup-sejr, da hun var hurtigst i storslalom foran Frankrigs Tessa Worley og schweiziske Lara Gut.

Det var samtidig Mazes 24. podieplacering i sæsonen, og dermed udbyggede hun den rekord, hun tidligere på året tog fra den østrigske legende Hermann Maier, der i 1999-2000 var på sejrsskamlen 22 gange.

29-årige Maze slutter sæsonen som vinder af såvel storslalom- som super G-World Cuppen, ligesom hun tager sig af den samlede World Cup med et kæmpeforspring ned til konkurrenterne.

2414 point nåede Maze op på, og det er mere end dobbelt så mange som Maria Höfl-Riesch fra Tyskland, der på andenpladsen har skrabet 1101 point sammen. Anna Fenninger fra Østrig slutter som en samlet nummer tre.

Mændenes afsluttede også sæsonen søndag, og her var Felix Neureuther hurtigst i slalom foran den samlede World Cup-vinder, Marcel Hirscher fra Østrig.

/ritzau/

 

Dagens Gossip