MC-miljø i chok: Pengene strømmer ind til 17-årigt voldtægtsoffer

Skrevet af Lotte Sørensen

25/08/2013

Dagens topnyheder

Politiet har fået forbavsende få henvendelser fra vidner, og derfor startede motorcykelklubben HDCC en indsamling, hvor pengene både skulle gå til pigen og til en dusør, der kunne lokke folk til at stå frem.

Under navnet Bikers United mod voldtægt har de indtil nu samlet 26.200 kroner, og til det kan de lægge 15.000 fra Fyns MC Festival.

- Bestyrelsen i festivalen er stadig rystet over episoden og ønsker kun den bedste hjælp for pigen. Ligeledes er dusøren måske det skub, der skal til for at få opklaret forbrydelsen. Derfor bliver der doneret 15.000 kr. fra festivalen til indsamlingen, skriver Fyns MC Festival på sin Facebook-side.

Læs også: Her blev 17-årig pige voldtaget til MC Festival

Af de indsamlede penge går 20 procent til dusøren og 80 procent til pigen.

Hun var frivillig i et madtelt på festivallen i Tusindårsskoven i Odense, og var fredag den 16. omkring kl. 22 gået til en toiletvogn. Da hun efter en time ikke var kommet tilbage, begyndte folk at lede efter hende.

Hun blev fundet i et krat med bukserne trukket ned og en stykke tøj i munden.

Da hun var kommet til sig selv, kunne hun fortælle, at hun var blevet overfaldet bagfra af to mænd. Den ene holdt hende fast, mens den anden voldtog hende.

Læs også: Grov voldtægt til MC Festival: Ingen har tippet politiet

Voldtægten skete på en grusvej nær toiletvognen mellem festivalpladsen og campingområdet. Politiet mener, at mange har brugt krattet som pissoir, og at nogen derfor må have set noget, der kan hjælpe politiet med at finde gerningsmændene.

Pigen har fortalt, at de ikke var lige høje, og at de begge talte dansk, den ene med lidt hæs stemme. Mindst en af dem havde en læder jakke eller -vest på.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med