McCartney overrasker med bizar sammenligning

Skrevet af admin

02/05/2015

Mest læste i dag

Umiddelbart virker Kanye West og John Lennon som to musikalske modpoler, men ikke hvis man spørger Paul McCartney, der har arbejdet sammen med begge musikere.

Selv om McCartney spillede sammen med Lennon fra 1960 til 1970 i The Beatles, og hans samarbejde med West er nyt, så har arbejdsprocessen med rapperen og afdøde Lennon været meget ens, fortæller McCartney i et interview med avisen The Sun.

- Da jeg skrev sange med John, satte vi os ned med en guitar og jammede, ind til vi havde en sang. Sådan er det også med Kanye, siger den 72-årige musiker og afslører, at det lige krævede lidt tid, inden de to blev venner og musikalske samarbejdspartnere.

- Vi sad og talte løs for at bryde isen. Jeg fortalte ham, hvordan jeg skrev "Let It Be." Min mor kom til mig midt i en drøm, selv om hun var død flere år inden. Hun sagde, at alt bliver fint, og at jeg bare skulle "let it be," forklarer McCartney om inspirationen.

- Da jeg fortalte Kanye det, sagde han, at han også ville skrive en sang om sin mor. Så satte jeg mig ved klaveret, og så kom sangen "Only One" lige pludselig. Også hans datter North kom med i sangen, siger McCartney om Wests etårige datter, som han har med realitypersonligheden Kim Kardashian.

- Sangen handler primært om hans mor i himlen, hvor hun synger, at han er den eneste ene. Det er en meget følelsesladet sang, lyder det fra Beatlen.

Kanye West har tatoveret et minde om sin mor på håndledet, og samtidig er den 37-årige rapper ved at udvikle et computerspil, der går ud på, at man skal føre hans elskede, afdøde mor gennem porten til himlen.

Paul McCartney spiller lørdag den 4. juli klokken 20 på Roskilde Festivals Orange Scene.

Hør deres nummer "Only One" her: https://www.youtube.com/watch?v=WibQR0tQ0P8

/ritzau/FOKUS