McDonald’s svarer på anklager om smoothies: Ikke tale om snyd

Skrevet af Lotte Gyldenvang

27/10/2014

Mest læste i dag

Tidligere i dag kom det frem, at McDonald’s er afsløret i snyd med deres smoothies. Men ifølge pressechefen for McDonald’s Danmark, Pia Tobberup, er der ikke tale om snyd.

- Når man snyder, er der tale om en bevidst handling. Vi vil ikke vildlede vores kunder. Der er tale om en fejl, siger Pia Tobberup til Dagens.dk

Fejlen består i, at McDonald’s i deres markedsføring af smoothies har skrevet, at de “ikke er tilsat sukker”. Men ifølge Fødevarestyrelsen må man ikke give produkter, der er tilsat frugtsaft for at søde smagen, denne betegnelse.

Smoothies fra McDonald’s indeholder netop frugtsaft, og derfor er der tale om en fejl, der har givet burgerkæden en mindre fornøjet smiley, også kaldet en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen, fremfor den storsmilende smiley.

- Det er ikke en fejl vi er stolte af. Derfor er vi i fuld gang med at rette fejlen på både vores digitale platforme og trykte materialer, fortæller Pia Tobberup.

Desuden fik McDonalds en indskærpelse for at kalde brød med 5,3 gram fiber for “fyldt med fiber”. Det må man først kalde brød, der har 6 gram fiber per 100 gram brød.

- Vi skal i detaljer overholde, hvad varen indeholder. Vi var ikke klar over reglen om de 6 gram fiber, før man må sige “fyldt med fiber”. Vi manglede kun 0.7 gram, men har naturligvis rettet fejlen, der kun var tilfældet et enkelt sted på vores hjemmeside, siger Pia Tobberup.