McIlroy efter ny sejr: Får aldrig en sommer som denne

Skrevet af admin

11/08/2014

Mest læste i dag

Rory McIlroy er røget ind i en imponerende stime af sejre på golfspillernes allerstørste scene.

Da han søndag vandt PGA Championship i Louisville i USA, var det McIlroys anden major-sejr i træk og sammenlagt hans tredje sejr i træk efter sejrene i British Open og Bridgestone Invitational. Den sidstnævnte sejr er endda kun en uge gammel.

- Fantastisk. Utroligt. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde får en sommer som denne igen, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Sæsonen er stadig lang endnu, men jeg skal huske at nyde, hvad jeg allerede har opnået, fortsætter den jublende 25-årige golfspiller.

Rory McIlroy har i lighed med Caroline Wozniacki oplevet en opblomstring i sin karriere efter, at de har brudt med hinanden privat, men det er ikke det, der optager internationale medier.

Det er mere det faktum, at nordireren søndag blev den fjerdeyngste nogensinde, som har vundet fire majorturneringer. Tiger Woods og Jack Nicklaus er to af de andre.

En sammenligning, McIlroy er stolt af.

- Jeg prøver at skubbe den snak tilside hver gang, den opstår. Tiger og Jack er blandt de mest succesrige i vores sport nogensinde. Jeg er på ret spor, og det går godt i øjeblikket. Alligevel har jeg lang vej, men det er noget helt specielt at være i deres selskab i så ung en alder, siger han.

Rory McIlroy scorede godt og vel 10 millioner kroner for sejren i PGA Championship.

/ritzau/