McIlroy spæner fra Bjørn i Florida

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

Thomas Bjørn lå længe og lurede på et topresultat i PGA-turneringen Honda Classic i Palm Beach, men lørdag aften faldt han tilbage i stillingen og ser ikke ud til at kunne blande sig om sejren i Florida.

Nordireren Rory McIlroy er fortsat i spidsen i samlet 198 slag, hvilket svarer til 12 slag under banens par efter de første tre runder.

Lørdag gik McIlroy, som er forlovet med tennisspilleren Caroline Wozniacki, banen i 69 slag - et enkelt slag under par - og det var nok til at holde førstepladsen.

Thomas Bjørn er derimod røget otte placeringer ned til en delt 17.-plads efter en runde i 70 slag, hvilket svarer til banens par. Samlet har Bjørn brugt 205 slag - fem slag under par.

Den rutinerede dansker lavede tre birdies og tre bogeys, så det var en noget svingende runde i forhold til de foregående, som var langt mere stabile.

Thorbjørn Olesen deltog også i turneringen i Florida, men han klarede ikke cuttet til weekendens finalerunder.

/ritzau/