McLaren-boss langer ud efter Kevin Magnussen

Skrevet af admin

29/11/2015

Dagens topnyheder

I midten af oktober stod det klart for offentligheden, at den danske racerkører Kevin Magnussen ikke fortsætter hos McLaren i Formel 1 i den kommende sæson.

Efter bruddet langer McLarens chef Ron Dennis ud efter danskeren.

- Det er simpelthen latterligt, når Kevin siger, at han ikke vidste, at hans kontrakt ikke ville blive forlænget. Det er ikke korrekt, når han giver udtryk for, at den formelle opsigelse kom som en overraskelse for ham, siger Ron Dennis til BT.

Kevin Magnussen takkede den 16. oktober de ansatte på McLaren-holdet for sin tid på holdet, og han oplyste i et interview med motorsport.com, at McLaren droppede danskeren på Magnussens fødselsdag den 5. oktober.

- Det er korrekt, at vi skilles efter sæsonen. McLaren havde en option, og jeg ventede på at høre fra dem inden optionsdatoen.

- Så hørte jeg ikke noget i et par uger, før jeg fik en e-mail fra Ron Dennis' assistent. Der havde jeg en idé om, hvad det var.

- Det var en kort forklaring på, at der ikke ville være nogen fremtid for mig på holdet. Mailen kom faktisk på min fødselsdag, sagde danskeren i interviewet.

Til BT lægger Ron Dennis ikke skjul på, at han er skuffet over Kevin Magnussen.

- Han fik alle muligheder. En sæson i Formel 1 med en række helt klare mål han skulle opfylde. Men dem nåede han ikke, siger McLaren-chefen.

Han ønsker dog ikke at uddybe, hvilke klare mål danskeren ikke indfriede.

Kevin Magnussens fremtid er stadig uvis. Han står uden kontrakt ved årsskiftet. For nylig testkørte han for Porsche med henblik på at køre sig til et Le Mans-sæde i 2016. I næste uge skal Magnussen testkøre for Mercedes' DTM-bil i standardvognsserien.

/ritzau/