McLaren-boss presser Magnussen: Vi skal vinde næste år

Skrevet af admin

25/11/2013

Mest læste i dag

McLaren har haft et elendigt år i Formel 1 uden en eneste top-tre-placering i den netop afsluttede sæson.

Det skal der ændres på til næste år, slår McLaren-boss Martin Whitmarsh fast.

Med sit krav om sejre sætter han indirekte holdets kommende kører Kevin Magnussen under pres fra første arbejdsdag. Det er nemlig Magnussen og Jenson Button, der skal sørge for, at 2014 bliver en succes.

- Det har været et hårdt år. Vi har fået et los i bagenden, og forhåbentlig var det, hvad vi havde brug for.

- Vi arbejder hårdt på, at vi ikke for brug for et los igen til næste år, siger Whitmarsh til skysports.com.

I næste sæson bliver der indført en række regler, hvilket stiller nye krav til drivlinje og aerodynamik.

Martin Whitmarsh føler sig sikker på, at billeverandøren Mercedes vil være med helt fremme i udviklingen af den nye Formel 1-bil.

- Når man har et skidt år, så kigger man på alt. Vi skal gøre det bedre ude på banen, og vi skal gøre det bedre, når det kommer til at udvikle bilen hjemme i Woking, siger McLaren-bossen.

- Jeg tror, at Mercedes vil gøre et godt stykke arbejde med hensyn til drivlinjen, så jeg tror ikke, at der er nogen undskyldninger. Vi skal ud at vinde til næste år. Det er helt klart det, som vi alle er fokuseret på, siger Whitmarsh.

Jenson Buttons fjerdeplads i søndagens grand prix i São Paulo var McLarens bedste resultat i 2013. Mens Button fortsætter på holdet, må mexicanske Sergio Perez væk for at gøre plads til Kevin Magnussen i 2014.

/ritzau/