McLaren-boss: Vi er altid på udkig efter de bedste

I et interview med Formel 1-seriens hjemmeside vil McLaren-bossen Ron Dennis hverken give jobgarantier til Kevin Magnussen eller Jenson Button i 2015.

Men Ron Dennis er tilfreds med, hvad danskeren og den erfarne brite leverer for teamet i år, hvor McLaren bestemt ikke har leveret feltets hurtigste bil.

- Ja, jeg er tilfreds med både Jenson og Kevin. De er begge i stand til at vinde løb i en konkurrencedygtig bil. Det har Jenson bevist 15 gange før i sin lange karriere, og Kevin har allerede demonstreret, hvor hurtig han er i sin endnu korte Formel 1-karriere.

- Men det er åbenlyst, at vi ikke leverer en konkurrencedygtig bil til dem. På trods af det vil jeg have dem til at give deres bedste og forstå, at McLaren altid vil forsøge at hyre de bedste kørere på markedet.

- Hvis muligheden opstår, vil vi vurdere den. Det har vi altid gjort, og det vil vi altid gøre. Alle store Formel 1-teams er på samme måde, hvad det angår, siger Ron Dennis til f1.com.

Store navne som Fernando Alonso (Ferrari) og den regerende firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel (Red Bull) er blevet rygtet til McLaren næste sæson, og til det siger Ron Dennis:

- Som jeg siger, så kigger vi altid på at hyre de bedste kørere, som er på markedet, men de skal jo også være på markedet, ikke?

- Når det er sagt - og for at undgå misforståelse - så repræsenterer Jenson og Kevin en fremragende blanding af erfaring og ungdommelig løfte, og vi er glade for dem begge.

- Det faktum, at vi kigger på, hvad andre kørere har af planer, modsiger på ingen måde det, fordi som jeg siger, hvis der opstår muligheder, vurderer vi dem. Det har vi altid gjort, og det vil vi altid gøre.

I den samlede VM-stilling er Button nummer otte. Magnussen er nummer 11.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV