Meat Loaf gør livecomeback i Las Vegas

Skrevet af Aller

06/08/2013

Dagens topnyheder

Han påtager sig et fast engagement på Planet Hollywood Resort & Casino med start den 26. september. Meat Loaf har sagt ja til at give foreløbig 18 koncerter, hvor han stiller op med sine største hits i forenklede versioner. 

Sangeren bliver den første kunstner i en række koncerter, Planet Hollywood vil præsentere under overskriften RockTellz & Cocktails. »Jeg er både glad og beæret over, at blive hovednavnet i den første serie i Las Vegas.

Konceptet giver mine fans muligheden for at fornemme den sindssyge rejse, jeg har været på i løbet af min karriere, og det bliver da fedt«, siger Meat Loaf.

Den 65-årge sanger med det borgerlige navn Marvin Lee Aday har haft en del problemer med helbredet de senere år og meddelte i april, at en igangværende britisk turné ville blive hans afsked med livescenen.

Rockveteranen forklarede, at han havde svært ved at genvinde formen efter en knæoperation sidste år og ville til at passe bedre på sig selv. Den beslutning holdt lige nøjagtig fire måneder.