Medaljekonge bærer amerikansk fane i Rio

Skrevet af admin

03/08/2016

Mest læste i dag

Svømmeren Michael Phelps får æren af at bære den amerikanske fane ved OL's åbningsceremoni fredag aften brasiliansk tid i Rio de Janeiro.

Det oplyser det amerikanske OL-hold på sin hjemmeside.

Michael Phelps er alle tiders mest vindende OL-atlet med sine 22 medaljer - heraf 18 guldmedaljer.

- Jeg er stolt over at repræsentere USA, og det er en store ære at få lov til at bære flaget og alt det, som flaget står for, siger Michael Phelps.

Det bliver svømmerens femte OL. Bedst gik det for otte år siden i Beijing, hvor han svømmede uhørte otte guldmedaljer i hus.

- Ved OL i Sydney ville jeg bare gerne være med. I Athen ville jeg vinde medaljer til mit land. I Beijing ville jeg gøre noget, som ingen andre havde gjort. I London ville jeg skrive historie.

- Nu vil jeg gøre min familie stolt ved at bære den amerikanske fane ind ved åbningsceremonien, siger svømmeren.

Ved OL i Rio har Phelps mulighed for at udvide medaljesamlingen med yderligere fire medaljer.

For fire år siden var det den kvindelige fægter Mariel Zagunis, der bar "The Stars and Stripes" ved OL's åbningsceremoni.

/ritzau/