Medarbejder fyret: Chefen hængte opsigelsen på opslagstavlen

Biocenter Kolding skal betale 70.000 kroner til den tidligere medarbejder, 26-årige Michael Jacobsen for usaglig opsigelse og brud på arbejdstidsdirektivet, skriver Politiken.

- Udfordringer med kvaliteten af dine arbejdsopgaver samt illoyalitet. Sådan lød begrundelsen i opsigelsen.

Michael Jacobsen havde arbejdet hos Biocenter Kolding i ni år. Men da han meldte sig syg, kom fyringen blot en uge efter. Han havde meldt sig syg med stress. Det skete efter en periode, hvor han havde arbejdsuger på over 60 timer. Det skete uden merbetaling.

Da den 26-årige mand blev fyret, satte chefen en forkortet udgave af opsigelsen op på opslagstavlen, så alle kollegerne kunne læse, at chefen mente, han var uduelig og illoyal.

I oktober indgik Nordisk Film og 3F forlig. Det beød, at Biocenter Kolding skulle betale 70.000 kroner til den nu tidligere medarbejder.

Driftskoordinator Niels Andersen fra Nordisk Film Biografer indrømmer, at der blev begået en fejl i forbindelse med opsigelsen. Han skriver i en mail til Politiken:

- Nordisk Film Biografer havde relevante årsager til at skride til afskedigelse. Men vi overholdt ikke korrekte procedurer forud for opsigelsen herunder en forudgående skriftlig advarsel. Derfor valgte vi at indgå et forlig.

Hvorfor opsigelsen blev hængt på opslagstavlen til offentligt skue, vil Niels Andersen ikke uddybe.

Dagens Gossip