Medarbejdere strejker hos slagterigigant i Horsens

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

Mandag er der ikke blevet slagtet grise til kølediskene rundt om i landet på Danish Crowns største slagteri i Horsens.

Medarbejderne på virksomheden strejker og valgte at gå hjem fra arbejdet mandag morgen efter et orienteringsmøde. Det oplyser Danish Crown på sin hjemmeside.

Ifølge slagterimedarbejdernes fagforbund, Fødevareforbundet NNF, drejer det sig om knap 1300 ansatte.

Striden begyndte fredag, da tre afdelinger valgte at nedlægge arbejdet på grund af utilfredshed med en ny akkord. Mandag blev alle medarbejdere orienteret om sagen, og de valgte efterfølgende at droppe vagten på slagtegangen.

Strejken er i strid med overenskomsten, lyder det fra Per Laursen, Danish Crowns produktionsdirektør.

- I Danish Crown justerer vi løbende akkorderne i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i overenskomsten. Det er der som regel forståelse for blandt medarbejderne, siger han i en pressemeddelelse.

- Hvis der er uenighed om, hvorvidt en ny akkordsats ligger inden for den gældende overenskomst, så bringes den for det fagretlige system, hvor vi får en uvildig afgørelse. Men den mulighed har medarbejderne ikke forfulgt i dette tilfælde.

Til DR siger Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, at slagteriet er "lidt tvivlende over, hvad striden handler om". Samtidig kalder han situationen ærgerlig.

Tillidsrepræsentant på slagteriet Klaus Olesen siger ifølge NNF, at han forgæves har forsøgt at få sine kolleger til at genoptage arbejdet.

- Mine kolleger har simpelthen fået nok. Jeg tager arbejdsnedlæggelsen som udtryk for, at der er en kæmpe frustration over de forringelser, de er blevet præsenteret for gennem de senere år. Vi har i det store hele accepteret de stramninger, ledelsen er kommet med, men nu vil de ikke finde sig i det mere, siger Klaus Olesen.

Slagterigiganten har bedt Dansk Industri om at indkalde til et såkaldt konfliktbegrænsende møde, hvor parterne skal forsøge at finde en løsning på konflikten.

Samtidig oplyser Klaus Olesen, at alle afdelinger tirsdag morgen møder ind til fagligt møde. Her vil tillidsrepræsentanten igen opfordre kollegerne til at normalisere arbejdet.

/ritzau/