Medarbejderne er firmaets guld

Mange tror, at det er maskinerne, økonomien og systemerne, der udgør den største forskel på virksomheder. Sådan er det ikke. Det er medarbejderne, og de skal, som maskinerne, passes og plejes hele tiden. De virksomhedsledere, der forstår den kunst, har succes.

- Det kræver vilje og forståelse, at opbygge den personalefunktion, der kan gøre arbejdskraften til den enhed, der skaber konkurrencekraft. Det tager tid, men det kan udvikles af både store og små virksomheder, siger managementkonsulent Susanne Toft Lyngs, der er freelance personalechef i en række virksomheder.

Derfor har Susanne Lyngs tilrettelagt en tre-timers workshop for ejerledere. Her stilles der skarpt på, hvordan virksomhederne tiltrækker, fastholder, udvikler og afvikler medarbejdere, så det skaber værdi for virksomhederne. Workshoppens målgruppe er ejerledere i Trekantområdet og på Vestfyn.

Koldings borgmester Jørn Pedersen vil fortælle, hvordan kommunen bidrager til at skabe en lokal konkurrencekraft. Direktør Lene Ankersborg fra Lejrskov Rengøring vil fortælle, hvordan en innovativ servicevirksomnhed skaber vækst ved at lede organisationen i den rigtige retning.

Advokat Joe Domino fra Kaiser & Domino vil informere om de personalejuridiske spidsfindigheder, som alle virksomheder skal være opmærksom på.

- Erfaringerne viser, at de virksomhedsledere, der forstår at håndtere deres organisation professionelt, selv får mere tid til at tage sig af salg og udvikling. Det skaber i sidste ende vækst og flere arbejdspladser, og så er den positive udvikling sat på skinner. Til glæde for alle, siger Susanne Lyngs, der er indehaver af Kolding-firmaet Lyngs Management.

Eftermiddags workshoppen finder sted torsdag den 13. marts mellem 14 og 17 i Park Hallens mødelokale på Fynsvej i Kolding.

Dagens Gossip