Medicin koster mange livet: DF kræver handling

Skrevet af admin

16/11/2013

Dagens topnyheder

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) er for afventende, når bivirkninger og fejl ved indtagelsen af medicin skønnes at koste 3500 danskere livet årligt.

Det mener sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt, der kritiserer, at ministeren ikke gør mere i sagen.

Hun fremhæver et eksempel fra Lyngby-Taarbæk, hvor hjemmeplejen har et samarbejde med et apotek, hvor en farmaceut besøger plejehjem og oplærer personalet i håndtering af medicin. Samtidig gennemgår de hver enkelt borgers medicinkort.

- Jeg synes, man sidder på hænderne, når man ved, at de her farmaceuter kan løse opgaven. Når man ved, at dem, der kigger det igennem, kan finde så mange fejl, er det indlysende, at man bør sætte sådan noget i gang med det samme.

- Kommunerne har også ansvar i sagen, siger Liselott Blixt og påpeger, at hendes parti for nogle år siden fremsatte lovforslag om problemet.

Det er professor Peter Gøtzsche, der er leder af den uafhængige forskningsinstitution Nordic Cochrane Centre, som har lavet beregningerne for Politiken, der viser, at omkring 3500 danskere hvert år dør som følge af deres medicinbrug.

Beregningerne er foretaget på baggrund af norsk og amerikansk forskning, og de stemmer overens med tal fra Danmarks Apotekerforening. Foreningens forskningscenter skønner, at mellem 2000 og 5000 danskere hvert år dør af medicin.

Sundhedsordfører for Venstre Sophie Løhde fremhæver, at debatten omkring lægemiddelrelaterede dødsfald er vigtig, men minder om, at danskerne skal være påpasselige.

- Vi skal passe på ikke at skræmme patienterne for meget, så de begynder at ophøre med at tage deres medicin på baggrund af mediehistorier og ikke en lægefaglig vurdering, siger hun.

Astrid Krag påpeger over for Politiken, at der bliver indført to tiltag på området i 2014.

Det drejer sig om det medicinkort, som patienter får og en ny regel om, at det virksomme stof i medicinen skal stå på det klistermærke, som apotekerne sætter på medicinen.

/ritzau/