Medie: 75 døde efter voldelige sammenstød i Cairo

Det Muslimske Broderskab, som den nu afsatte præsident Morsi førhen stod i spidsen for, har anklaget politiet for at åbne ild mod demonstranter.

Ifølge Broderskabets talsmand, Gehad El-Haddad, blev 31 personer dræbt tidligt lørdag, da sikkerhedsstyrker angreb en demonstration med tilhængere af Mohamed Morsi.

»De skyder ikke for at såre, de skyder for at dræbe,« siger Gehad El-Haddad, der tilføjer, at demonstranter er blevet ramt af skud i hovedet og brystet.

Det Muslimske Broderskab annoncerede fredag, at de vil blive på gaderne i »fredelig protest«, mens den midlertidige regering natten til lørdag advarede Broderskabet og dets tilhængere om, at de vil blive fjernet fra gaderne »på lovlig vis«, hvis de fortsat demonstrerer.

Den egyptiske hærledelse har anklaget den afsatte præsident for at samarbejde med den militante palæstinensiske bevægelse Hamas. Samarbejdet skulle have fundet sted i 2011 under opstanden mod daværende præsident Hosni Mubarak, hvor Morsi ifølge anklagen skulle have samarbejdet med militante palæstinensere om angreb mod politistationer og fængsler. Det resulterede i adskillige fangeflugter, hvor islamistiske fanger slap væk.

Mohamed Morsi blev fredag officielt varetægtsfængslet i 15 dage og risikerer nu anklager blandt andet om drab.

Dagens Gossip

Dagens TV