Medie: Aftale om gymnasielærerne tæt på

Danske gymnasielærere får mere i løn, men til gengæld skal rektorerne kunne bestemme fordelingen af lærernes undervisningstid og forberedelsestid.

Det erfarer DR Nyheder.

I knap et døgn har finansminister Bjarne Corydon og de statsansattes hovedforhandlere forhandlet om en ny overenskomst for 180.000 lærere, politifolk og andre statsansatte.

Netop nu regner parterne på hinandens udspil og mødes igen kl. 9 - med det mål at forhandle den endelige aftale på plads.

Kilder tæt på forhandlingerne siger, at man er tæt på en aftale om løn og opgørelsesperioden af overarbejde - og en aftale på de områder falder på plads i formiddag.

Parterne mødes igen fredag morgen klokken 09.00 i Finansministeriet for at forhandle en endelig aftale på plads, oplyser Finansministeriet.

Vedrørende spørgsmålet om gymnasielærernes arbejdstid overvejer parterne ifølge DR en model, hvor gymnasielærerne får mere i løn for til gengæld at give rektorerne større mulighed for at bestemme fordelingen af undervisningstid og forberedelsestid.

/ritzau/

 

Dagens Gossip