Medie: Arla var advaret før skudattentat mod ansat

Skrevet af admin

12/12/2014

Mest læste i dag

Mejerivirksomheden Arla, der i sidste måned måtte se en af sine danske medarbejdere i Saudi-Arabien udsat for et skudattentat, har længe før episoden kendt til konkret materiale, der peger på en trussel mod virksomheden.

Det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder med nært kendskab til forløbet over for Politiken.

Allerede 25. september - knap to måneder før attentatet - blev der på det sociale medie Twitter udsendt beskeder på arabisk om, at en ledende medarbejder fra Arlas datterselskab Danya Foods var blevet skudt. Oplysningen viste sig ikke at være sand.

Samtidige florerede der billeder af de bygninger i hovedstaden Riyadh, hvor Danya Foods har til huse i.

Arla blev bekendt med materialet og opjusterede som direkte konsekvens heraf sit sikkerhedsniveau på Danya Foods, men ændrede på nogle af sine procedurer igen få dage før, at en Danya Foods-medarbejder lørdag 22. november blev forsøgt likvideret.

Terrorforsker ved den svenske forsvarshøjskole, Magnus Ranstorp, finder de nye oplysninger "ganske opsigtvækkende".

Han understreger, at sagen om Jyllands-Postens publicering af de kontroversielle Muhammedtegninger i 2005, som ledte til boykot af Arlas produkter i blandt andet Saudi-Arabien, "ikke er glemt"

- Hvis man har nævnt firmaet længe før, er det efterhånden usandsynligt, at angrebet ikke længere skulle være rettet mod Arla og Danmark i en eller andet forstand. For de danske virksomheder i den region er det sikkerhedsmæssigt en game changer, siger Ranstorp til Politiken.

Arlas pressechef, Theis Brøgger, afviser dog over for Ritzau, at Arla er et mål i sig selv, eller at truslen mod virksomheden er anderledes end mod andre selskaber i Saudi-Arabien.

- Angrebet handlede ikke om os specifikt. Vi var udset som mål, men det er som led i en større aggression mod Vesten. Vi er i den forbindelse repræsentanter for Vesten, men det er andre nationaliteter og selskaber i området også, siger han til Ritzau.

/ritzau/