Medie: Armensk fodboldboss antyder fusk i dansk EM-gruppe

Skrevet af admin

26/11/2015

Dagens topnyheder

Formanden for Det Armenske Fodboldforbund, Ruben Hayrapetian, anklager sine egne spillere for "svigt" og "forræderi" under EM-kvalifikationskampen i fodbold mellem Armenien og Albanien i Jerevan.

Kampen endte med en 3-0-sejr til Albanien og sikrede Balkan-landet dets første deltagelse ved en slutrunde for næsen af Danmark, der var i samme gruppe.

Anklagerne er bragt på to engelsksprogede armenske medier.

Ritzau har torsdag været i kontakt med det armenske fodboldforbund, der hverken vil be- eller afkræfte, at citaterne eller historierne er korrekte. Forbundet har lovet at vende tilbage.

I den ene af artiklerne påstår Ruben Hayrapetian, at der foregik "forræderi" under kampen.

- 30 minutter inde i kampen (mod Albanien, red.) gik det op for mig. Jeg tror, at det er, hvad der er sket, og vi må afsløre det og sætte navn på disse mennesker.

- Vi skal bare kunne bevise det. Dette er min personlige mening. Vi har ikke beviser lige nu, men jeg tror på, at vi kan skaffe det.

Begge artikler nævner, at fodboldformanden er presset efter det armenske landsholds dårlige resultater. Fans kræver, at han går af som formand.

- De kan ikke tvinge mig ud, svarer Ruben Hayrapetian ifølge interviewet i den ene artikel.

- Jeg mener ikke, at jeg har gjort et dårligt stykke arbejde. Jeg vil først trække mig, når det er bevist, at jeg har gjort et godt stykke arbejde.

- Når holdet samles næste gang, skal vi helt sikkert have en snak om det.

I den anden artikel fremhæver formanden kampen mod Albanien.

- Vores landsholdsspillere ønskede ikke at spille. Hvad angår kampen mod Albanien - der foregik et forræderi under den kamp. Selv den bedste træner i spidsen for vores hold havde fået det samme resultat, siger formanden for det armenske forbund.

Ifølge redaktøren for det armenske website Armenia Now, der dækker sagen, Suren Musayelyan, så er formandens udtalelser troværdige.

- Han er ikke en eller anden skør person, der råber op om det her uden grund. Jeg ville ikke sætte spørgsmålstegn ved hans integritet.

- Hvis der er noget på færde, så er det ham, der kan finde beviser for det. Og det siger han jo, at han agter at gøre, siger Suren Musayelyan til Ekstra Bladet.

/ritzau/