Medie: Bombemænd i Bruxelles-lufthavn ankom i taxi

Skrevet af admin

23/03/2016

Mest læste i dag

Meget tyder på, at de personer, der tirsdag angreb den internationale lufthavn i Bruxelles, kom til stedet med en taxi.

Ifølge den belgiske tv-station VRT kontaktede en taxichauffør straks politiet, da han hørte om eksplosionerne i lufthavnen.

Kort forinden havde han nemlig fragtet tre mænd fra bydelen Schaerbeek til Zaventem-lufthavnen, beretter VRT. Chaufføren lagde mærke til, at mændene insisterede på selv at flytte rundt på deres kufferter og ikke ville have hans hjælp til at håndtere bagagen.

Det er angiveligt taxichaufførens tip, der tirsdag førte til, at man ved ransagninger i Schaerbeek fandt eksplosiver med søm, kemikalier samt et Islamisk Stat-flag.

To af de tre mænd menes at have sprængt sig selv og flere andre i luften, mens den tredje mand er eftersøgt. Han er blevet set på overvågningsbilleder i lufthavnen sammen med de to andre formodede gerningsmænd.

Den lokale borgmester i Zaventem, Francis Vermeiren, bekræfter over for nyhedsbureauet AFP, at mændene kom til lufthavnen i taxi.

Ifølge borgmesteren havde de sprængstof i deres bagage.

- De ankom i en taxi med deres kufferter. Deres bomber var i deres tasker, siger Francis Vermeiren til AFP.

- De satte deres kufferter på bagagevogne. De første to bomber eksploderede. Den tredje person havde også sin kuffert på en bagagevogn, men han må være gået i panik. Den eksploderede ikke, lyder det videre.

Det seneste bekræftede dødstal i tirsdagens angreb lyder ifølge det belgiske nyhedsbureau, Belga, på 34. Tallet kan dog stige yderligere. Desuden er omkring 250 personer sårede.

/ritzau/dpa