Medie: Danske virksomheder mister milliardkontrakt i Thule

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Tre dommere i en amerikansk appeldomstol har besluttet, at en omstridt milliardkontrakt på Thule-basen tilhører amerikanske Exelis Services. Det skriver Finans.

Dommen er ifølge Finans endnu ikke offentlig tilgængelig, men uafhængige kilder bekræfter over for mediet, at dommerne enstemmigt har stemt til fordel for Exelis Services.

Slagsmålet om milliardkontrakten er nu ifølge Finans juridisk tabt for de tre danske konsortier Per Aarsleff, Copenhagen Arctic samt Greenland Contractors, der er delvist ejet af det grønlandske selvstyre.

De tre har anlagt sager i USA, efter USA's forsvar i 2014 tildelte en syvårig serviceaftale på Thulebasen for 2,4 milliarder kroner til det amerikansk skuffeselskab. Det skete i strid med en gammel aftale mellem USA, Grønland og Danmark.

I juni 2015 annullerede en amerikansk domstol kontrakten, fordi Exelis blev betragtet som et skuffeselskab for det amerikanske selskab Vectrus. Men en appeldomstol har altså nu omstødt dommen.

Ifølge Finans noterede de amerikanske dommere, at sagen drejer sig om ordlyden i selve udbudsmaterialet, ikke de internationale aftaler, sådan som blandt andet Udenrigsministeriet mener.

- Måske de to stater (Danmark og USA, red.) havde intentioner om, at kontrakten ikke måtte gå til udenlandske datterselskaber. Det må regeringerne så klare. De kan aflyse kontrakterne og genudbyde kontrakten. Det, vi taler om her, er udbuddet, lød det ifølge Finans.

Det har tidligere været fremme, at kontraktens indtægter udgør ti procent af Grønlands skatter og afgifter.

/ritzau/